Kaffens historie

Dyrkning af kaffe begyndte i Kaffa-provinsen i Etiopien. Herfra kom den til Yemen via havnebyen Mokka. Kaffedrikningen udbredtes hurtigt i den islamiske verden, og vores ord for kaffe kommer via italiensk caffè og tyrkisk kahveh af arabisk qahwa, “kaffe”, der siges oprindeligt at betyde “vin”, men måske snarere Kaffa-provinsen. (I Kaffa kaldes kaffe buno, som er blevet et låneord i arabisk, bunn, med betydningen “rå kaffebønner”). Yemen var den første store eksportør af kaffe, og derfor måtte ingen kaffeplante føres ud af landet. Men i 1500-tallet tog en muslimsk pilgrim nogle kaffebønner med ud af Yemen og plantede dem med held i Indien. Via Arabien dukkede kaffen op i Europa 1515-1519. I 1675 var der omkring 3.000 kaffehuse i England. Kaffeplantager fandtes i 1727 i Brasilien,[1] der er den største kaffedyrkende nation i dag.

Den tyske botaniker Leonhart Rauwolf fra Augsburg rejste til Jerusalem 1573-1576, og udgav efter sin hjemkomst Aigentliche beschreibung der Raiß … inn die Morgenländer i Lauingen i 1582. Rauwolfs rejseberetning er den tidligste, trykte omtale af kaffe i Europa. Venetianske handelsmænd i Istanbul kendte også til drikken, og den italienske botaniker Prosper Alpinus, der besøgte Egypten i 1580, beskrev kaffe i sine beretninger De Medicina Aegyptorum Libri quatuor (1591) og De Plantis Aegypti Liber (1592). Sidstnævnte indeholder den første trykte illustration af kaffeplanten. I den første omtale af kaffe på engelsk staves ordet som “chaoua”; nemlig i en udgave af Jan Hugo van Linschootens Travels oversat fra hollandsk og udgivet i London i 1598. Stavemåden er mere genkendelig i Sherleys Travels fra 1601, hvor der omtales “a certain liquor which they call coffe.” I 1603 beskrev den engelske kaptajn John Smith (som blev reddet af Pocahontas og grundlagde staten Virginia) “coffa” i sin rejseberetning.[2]

Kaffe i Danmark

Kaffen menes at være kommet til Danmark i 1665; men først omkring 1820 var den ved at vinde indpas hos Sjællands bønder. Købmand Ole Lund, indehaver Ole Lunds Gård i Kalundborg 1866-1903, fortalte, at han i sin bedstefars tid oplevede, at en gårdmand fra Kelleklinte havde købt et lille parti rå kaffebønner.

Gårdmanden fik i butikken nøje besked om, hvordan han skulle brænde, knuse og behandle dem. En tid efter kom manden dog tilbage og var meget misfornøjet. Han forklarede, at hans kone først havde svedet bønnerne på en pande, derefter knust dem med en dunk, slået en spand vand på dem og kogt det hele i en gryde, men måtte opgive at få dem møre. Til sidst havde hun hældt det hele gennem en si og slået det tynde ud. Det tykke kom hun i et lerfad med en klat smør i. “Og så prøvede vi på at dyppe det i mælk; men der var rigtignok kuns en liden behagelighed ved den spise.”

I Hverdaglivets Kemi fra 1863 blev man også advaret mod forfalsket kaffe: “Kaffehandleren forfalsker sin kaffe med Cichorie for at forøge sin Fordel. Cichoriefabrikanten forfalsker sin Cichorie med venetiansk Bolus for at behage Kaffehandlerens Øje, og Producenten af Bolus blander sit Produkt med Teglstensstøv for ved større Billighed og flere Farvenuancer at sikre sig Cichoriehandlerens Gunst.” [9]

Under 2.verdenskrig blev importen af kaffe næsten stoppet og rationeret til oktober 1952.[10] Der blev udviklet erstatningskaffe, lavet af bl.a. cikorierod.